Eksemtest - Test online og få svar med det samme - Klik her

Kontakteksem – Symptomer og behandling

Fagligt opdateret: 13/11/2020

Kontakteksem er en irritationstilstand i huden, der kan opstå som følge af ydre påvirkninger fra irritanter som vand, sæbe og allergifremkaldende stoffer. Kontakteksem behandles generelt med kløestillende cremer og ved at undgå at komme i kontakt med de allergifremkaldende stoffer eller irritanter.

Kontakteksem ses typisk på hænderne, og det kan i mange tilfælde forebygges ved at følge en række simple råd.

Gennemlæst af Phillip Thestrup Meimbresse

Klinisk farmaceut hos Esbjerg Krone Apotek
Phillip har læst en kandidatgrad i Farmaci på SDU, og har de seneste år arbejdet som klinisk farmaceut på Apoteket. Til dagligt rådgiver han apotekets kunder samt læger omkring optimal brug af lægemidler.

7 facts om kontakteksem

  1. Kontakteksem er en inflammation i huden, der er udløst af lokalirriterende/toksiske påvirkninger eller af allergi
  2. Kontakteksem forekommer oftest på hænderne (håndeksem) eller i ansigtet, men det kan opstå overalt på kroppen
  3. Akut kontakteksem giver rødme, væskefyldte blærer og sårdannelse
  4. Kronisk kontakteksem giver tør, skællende hud med revner (også kaldet fissurer)
  5. Kontakteksem er stærkt kløende
  6. Er der påvist allergi, er det vigtigt at undgå kontakt med det allergifremkaldende stof
  7. Hvis du har astmaeksem, er der større risiko for også at udvikle irritativt (toksisk) kontakteksem

Hvad er kontakteksem?

Kontakteksem er en inflammatorisk tilstand i huden, som kan være udløst af enten lokalirriterende påvirkninger (irritativt/toksisk eksem) eller som følge af allergi (allergisk eksem).

Kontakteksem opstår, som det fremgår af navnet, ved, at man kommer i kontakt med noget, som enten irriterer huden, eller som man er allergisk over for.

Irritativt kontakteksem er den mest udbredte type og udgør omtrent 70 procent af tilfældene af kontakteksem. For langt de fleste vil kontakteksemet opstå på hænderne, mens det dog også kan gå i udbrud på resten af kroppen.

Kontakteksem kan opstå på hele kroppen, omend det hyppigst optræder på hænderne. Du kan eksempelvis udvikle kontakteksem i underlivet, hvis du bruger en parfumeret kropsspray eller bodyshampoo i området.

Dette vil resultere i kløe på grund af kontakteksem i skeden. Det kan dog også være på grund af dit tøj, som kan være vasket i et vaskemiddel, du ikke kan tåle.

Ved akut kontakteksem vil det ramte område være rødt med væskefyldte blærer og overfladisk sårdannelse, mens kronisk kontakteksem giver tør, skællende og fortykket hud, hvor der også kan opstå revnedannelse. Ved alle typer af kontakteksem vil udslættet være stærkt kløende.

Kontakteksem vil i mere end 80 procent af tilfældene opstå på hænderne, og derved give håndeksem. Eksemet kan sidde overalt på hænderne, hvor forandringerne i huden oftest vil være symmetriske.


anmeldelse Kontakteksem

Symptomer på kontakteksem:

  • Kløe
  • Skællende hud
  • Rødme
  • Små knopper
  • Små, væskefyldte blærer

Kontakteksem kan være forholdsvist individuelt, så derfor vil der også være forskel på, hvordan man oplever de forskellige symptomer.

Hvis du tror, at du har kontakteksem, bør du altid kontakte din læge, som vil give dig en henvisning til en hudlæge. Det er nemlig essentielt for behandlingen, at årsagen til eksemet fastlægges.

Smitter det?

Nej, kontakteksem smitter ikke. Kontakteksem kan ikke smitte, eftersom eksemet skyldes, at huden er blevet irriteret af noget udefrakommende, eller at personen med eksem har været i kontakt med noget, som denne er allergisk overfor. Derfor kan man altså ikke få eksem ved at være i kontakt med én, som har det.

Astion Håndcreme

Creme mod håndeksem (30g)

89,95 kr

Se produkt

 

Hvorfor får man kontakteksem?

Kontakteksem opstår, hvis man har været i kontakt med noget, som man er allergisk overfor, eller som har irriteret huden. Alt efter om man har irritativt, allergisk, akut eller kronisk kontakteksem, kan årsagerne være forskellige, og derfor kan der være forskel på både symptomer og behandling.

Man inddeler derfor overordnet de forskellige former for kontakteksem i tre kategorier:

  1. Irritativt kontakteksem
  2. Allergisk kontakteksem
  3. Akut og kronisk kontakteksem

Selvom det som udgangspunkt ikke er muligt at se forskel på de forskellige typer af kontakteksem, er der dog forskel på, hvorfor og hvordan de opstår.

Frygter du, at du har kontakteksem, vil lægen tage en lappetest, som derefter kan påvise, hvilken type af kontakteksem du er ramt af. Herunder kan du læse mere om de forskellige typer af kontakteksem, samt hvorfor de opstår.

1. Irritativt (toksisk) kontakteksem

Ved irritativt kontakteksem er hudbarrieren ødelagt som følge af en direkte fysisk påvirkning af overhuden. Irritativt kontakteksem kan opstå med det samme, men det kan også udvikle sig efter længere tids påvirkning.

Det er ikke muligt med det blotte øje at se forskel på, om der er tale om allergisk eller irritativt kontakteksem, hvorfor der kræves en grundigere udredning.

De hyppigste årsager til irritativt kontakteksem:

  • Vand
  • Sæbe
  • Rengøringsmidler
  • Industrielle olier
  • Fødevarer
  • Organiske opløsningsmidler

Irritativt kontakteksem kan dog også opstå på grund af fysiske hudbelastninger som eksempelvis varme, kulde eller slid.

Når hudbarrieren er væk, kan huden ikke længere holde på fugtigheden, hvilket betyder, at der sker yderligere udtørring af huden. Huden bliver derfor mere sårbar, hvilket giver direkte adgang for bakterier, virus, svampe og allergifremkaldende stoffer.

Irritativt kontakteksem er meget udbredt inden for visse typer af erhverv, hvor eksempelvis frisører er mere udsatte end andre. Efter cirka 10 hårvaske vil hudens naturlige fedt være helt opløst, hvilket øger risikoen for håndeksem (kontakteksem) betydeligt.

2. Allergisk kontakteksem

Kontakteksem kan også skyldes en allergisk reaktion. Er allergi årsagen til dit kontakteksem, skyldes det, at huden reagerer, når du har været i kontakt med det, du ikke kan tåle.

Har du allergisk kontakteksem, vil du opleve, at huden bliver rød og kløende, med knopper og undertiden også blærer, hvis du har været i kontakt med et allergifremkaldende stof. Allergisk kontakteksem kaldes også for type IV allergi.

De hyppigste årsager til allergisk kontakteksem:

  • Parfume
  • Krom
  • Konserveringsmidler
  • Nikkel
  • Epoxy

Du bliver allergisk over for et stof, når du kommer i kontakt med det. Når man eksempelvis tager parfume på, så trænger det ned i huden og aktiverer nogle af cellerne i immunforsvaret.

Ved den første kontakt vil du ikke mærke noget, og hvis du aldrig kommer i kontakt med parfume igen, vil der ikke ske noget. Men udsættes du gentagne gange for parfume, aktiveres cellerne fra første kontakt. Herfra vandrer de ud i huden, og det giver eksem.

Selve reaktionen tager 48 timer, så der kan altså gå flere døgn fra, at du har været i kontakt med det, der har fremkaldt allergien, til du oplever udslæt.

Eksemet vil som regel starte det sted på kroppen, hvor du har været i kontakt med det, du er allergisk over for, men efterfølgende kan det også sprede sig til andre steder på kroppen.

Lider du af allergisk kontakteksem, er det alfa og omega, at du holder dig væk fra det, som du er allergisk overfor.

3. Akut og kronisk kontakteksem

Ved en enkelt, kraftig påvirkning som eksempelvis ætsning af huden, kan man risikere at udvikle akut kontakteksem.

Ved akut kontakteksem vil huden:

  • Blive voldsomt rød
  • Begynde at klø
  • Udvikle kløende, røde knopper
  • Eventuelt udvikle væskefyldte blærer, som kan briste

Kronisk kontakteksem kan opstå, hvis man udsætter huden for gentagne, mindre påvirkninger, som ligeledes kan være skadelige.

Det kunne eksempelvis være, hvis man over mange dage hver dag udfører 30 hårvaske om dagen og derudover bruger hænderne til almindelige gøremål som rengøring og opvask.

Derfor er kronisk kontakteksem i langt de fleste tilfælde eksem på hænderne og derfor kategoriseret som håndeksem.

Kronisk kontakteksem viser sig ved:

  • Tør hud
  • Skællende hud
  • Rødme
  • Eventuelt smertefulde revner i huden som følge af fortykket hud

Kronisk kontakteksem kan ydermere blusse op og blive til akut eksem.

Sværhedsgraden i forbindelse med kontakteksem på hænderne kan være meget varierende, og der er ofte en glidende overgang fra lette gener i form af tørhed og rødme, over til svært og smertefuldt eksem med rødme, sårskorper og smertefulde revner på fingerspidserne.

Den mest udbredte form for håndeksem er kronisk eksem. Selvom eksemet godt kan hele op – og se sundt og raskt ud – vil huden flere måneder efter et udslag være mere følsom og derfor også reagere kraftigt på hudskadelige stoffer.


Behandling af kontakteksem

Alt efter hvilken form for kontakteksem, der er tale om, er der forskellige muligheder for behandling. Hvilken type kontakteksem du har er noget, din læge kan teste.

Hvis man er ramt af allergisk kontakteksem, og dette er påvist via eksempelvis en epikuntantest, er det vigtigt, at du undgår enhver kontakt med det allergifremkaldende stof.

Ved akut kontakteksem behandles dette med binyrebakhormoncreme. Alt efter alder og eksemets placering vil styrken på eksem cremen variere.

Hvis man er ramt af eksem i ansigtet, genitalregionen eller i armhulerne, vil der blive anvendt en mild styrke. Er man derimod ramt på kroppen, armene, benene, hænderne eller fødderne, vil der som regel være tale om en stærkere creme.

Cremen skal herefter smøres på to gange om dagen i tre til seks uger.

For nogle vil det være aktuelt med lysbehandling, som foretages ved lægen. Dette kan for nogle hjælpe på at få eksemet til at hele. Ved kroniske tilfælde kan hudlægen ydermere tilbyde en tabletbehandling. Der findes flere forskellige typer af tabletbehandlinger. Hvilken der er rigtig for dig, vil din læge afgøre.


Er der noget, man selv kan gøre, hvis man har kontakteksem?

Hvis man har kontakteksem – eller frygter, at man har det – bør man altid søge læge. Der er dog flere tiltag, som du bør inkorporere i din hverdag, hvis du har kontakteksem.

Du kan nemlig gøre rigtig meget selv både for at forebygge for at holde symptomer nede og for at forhindre fremtidige udbrud af kontakteksem.

Det anbefales af både Astma-Allergi Danmark og Sundhed.dk, at du følger disse 10 gode råd mod kontakteksem på hænderne.

10 gode råd mod kontakteksem på hænderne

  1. Brug altid handsker ved vådt arbejde (uanset om det er i fritid eller ved erhverv)
  2. Anvend handsker så lang tid, som det er nødvendigt – men i så kort tid som muligt
  3. Sørg for, at handskerne er intakte, rene og tørre
  4. Brug bomuldshandsker under beskyttelseshandsker
  5. Vask dine hænder i køligt vand, skyl og tør dem grundigt
  6. Alkoholbaserede desinfektionsmidler kan med fordel anvendes i stedet for sæbe, når hænderne ikke er synligt snavsede
  7. Hav ikke fingerringe på på arbejde
  8. Brug en fugtighedscreme med et højt fedtindhold uden parfume
  9. Fordel fugtighedscremen over hele hånden – på både fingre og håndrygge
  10. Pas godt på dine hænder i din fritid – brug handsker ved vådt arbejde i hjemmet, og sørg for at bruge varme handsker om vinteren


om Kontakteksem

Brug en fed fugtighedscreme på de eksemramte områder

Uanset om det er på hænderne eller andre steder på kroppen, du er ramt af kontakteksem, er det vigtigt, at du holder området fugtet, hvis huden føles tør.

Det er derfor en god idé at bruge en fugtighedscreme – og gerne en fed en af slagsen – flere gange dagligt. På den måde undgår du, at huden tørrer ud, hvilket kan forværre tilstanden.

Ved eksem på både krop og hænder kan du prøve Hand Cure eller Skin Cure fra Astion Pharma, der er specielt formuleret til at mindske kløe og fugte tørre områder ved symptomer på atopisk eksem (børneeksem), håndeksem og skæleksem. Er du ramt i ansigtet, kan du prøve vores Face Cure fra Astion Pharma.

Se hvordan Josephine slap af med sin eksem her

Derudover er det altid en god idé at anvende en fedtcreme, som kan være særligt fordelagtig at bruge, hvis man er ramt af kontakteksem på hænderne.

Fedtcremer og fugtighedscremer bør bruges både før, under og efter et eventuelt udbrud af eksem, da det virker både forebyggende og behandlende.